Paramaribo (ˌpaːraːˈmaːriboː) er hovedstad og et af ti distrikter i Republikken Surinam i Sydamerika. Tællingen fra 2012 viste 240.924 indbyggere, hvilket er næsten halvdelen af landets samlede befolkning.
Geografi
Byen ligger på venstre bred af Surinam- floden, ca. 23 km opstrøms fra Atlanterhavet.
Arkitektur og befolkning
Arkitekturen i Paramaribo blander hovedsageligt hollandske, franske og senere også amerikanske påvirkninger, som er tæt knyttet til den historiske udvikling. Som et resultat har Paramaribo udviklet en stil, der hovedsageligt bruger træ og mindre mursten. Den multietniske og multireligiøse befolkning afspejles også i mangfoldigheden af forskellige og forskelligt designet religiøse bygninger, såsom kirker, synagoger, moskeer og templer.
Siden juli 2002 har det historiske centrum af Paramaribo er på listen over verdens kulturarv af UNESCO.
Økonomi og Transport
Paramaribo er den vigtigste havn i landet, hvorfra landets produkter bliver sendt til udlandet. Over den lille lufthavn Zorg en Hoop transporteres mennesker og varer hovedsageligt til det uslebne indre område.
Historie
Navnet Paramaribo stammer sandsynligvis fra en karibisk landsby, Parmirbo. I 1613 grundlagde de to hollandske Dirck Claeszoon van Sanen og Nicolaas Baliestel et lille handelsfirma nær Parmirbo på vestbredden af Surinam. Stillingen var omgivet af palisader for at beskytte mod angreb fra karibiske æg.
Efter adskillige mislykkede forsøg fra europæerne på at få permanent fodfæste faldt stillingen i engelske hænder i 1651. Engelskerne konverterede stillingen til et fort på vegne af Francis Willoughby, Fort Willoughby. De bosatte sig imidlertid længere sydpå, ca. 50 km fra fortet, på floden Surinam. Engelskerne grundlagde byen Torarica her som centrum for det nyligt besatte område.
I 1667 blev området erobret til Zeeland af Abraham Crijnssen. Fortet blev nu navngivet Fort Zeelandia, og byen Paramaribo blev kort omdøbt til Neu Middelburg. Dette gjorde fortet til centrum af kolonien. Fra fortet spredte byen sig først mod vest og derefter mod syd. Ikke desto mindre bestod selve byen i 1683 af en samling af 27 bygninger. Det er først fra 1790, at der er rapporter om optælling af mere end 1000 bygninger.
Byen blev delvist ødelagt i to større brande i 1821 og 1832.
Efter afskaffelsen af slaveriet i 1863 og afslutningen af den ti-årige arbejdsforpligtelse i 1873 (Staatstoezicht) flyttede mange eks-slaver ind i byen. Dette gjorde den første store udvidelse af byen nødvendig. Efter 1950 steg befolkningen til yderligere større bybygningsprojekter. I 1987 fandt der sted en territoriel reform og administrativ omorganisering i Surinam. Paramaribo-distriktet blev opdelt i tolv afdelinger.
Ifølge resultaterne af boliger og folketælling i 2012 faldt befolkningen i Paramaribo lidt fra den forrige folketælling i 2004.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0