Beirut (ba͜iˈruːt, også ˈba͜iruːt, undertiden beiˈruːt eller ˈbeiruːt, arabisk بيروت Bayrut, mundartlich Beyrut) er hovedstaden i Libanon. Det ligger på det østlige Middelhav, ved Levant-kysten, omtrent midt i dens forlængelse i en nord-syd retning.
Beirut er landets økonomiske og kulturelle center med mange udgivere og universiteter, herunder det amerikanske universitet i Beirut (AUB) og Université Saint-Joseph (USJ). Før den libanesiske borgerkrig (1975–1990) blev byen ofte omtalt som ”Paris i Mellemøsten”.
Befolkning
Byens nøjagtige befolkning er ukendt, siden den sidste folketælling var i 1932. I 1991 blev antallet anslået til 1,5 millioner, og i 2012 blev 2.060.363 indbyggere beregnet for Beirut og det omkringliggende område. Den udenrigsministerium anslået befolkning marts 2014 til omkring 1,5 mio. I de senere år har der været en tilstrømning af flygtninge fra Syrien. For 2017 anslår FN befolkningen i Beirut-agglomerationen til 2,3 millioner.
Beirut er den mest religiøst forskellige by i landet og Mellemøsten. I det lever kristne (maronitiske, græsk-ortodokse, syrisk-ortodokse, syrisk-katolske, armensk-ortodokse, armenske katolske, romersk-katolske og protestanter), muslimer (sunnier og shiiter) og drusere. Næsten alle jøderhar forladt Beirut siden 1975. Den nøjagtige andel af befolkningens kirkesamfund er ukendt, fordi indbyggernes kirkesamfund blev sidst stillet spørgsmålstegn i 1932. 50% var kristne (30% maronitter, efterfulgt af græskortodokse med 16%), 50% muslimer, hvoraf en tredjedel var shiitter. Det er muligt, at størstedelen af befolkningen i dag er muslimer, herunder et flertal shiamuslimer. Størstedelen af sunnier og kristne bor i den nordlige del af Beirut. Den østlige del af Beirut er for det meste befolket af kristne, den vest for det meste af sunnier. Den sydlige del af Beirut er for det meste beboet af shiitter.
Byudvikling
Mens byudviklingen var begrænset til et relativt lille område indtil omkring 1840, blev området uden for bymurene udvidet under sent osmannisk styre. Den oprindeligt meget løs udvikling blev tykkere med tiden, især langs de vigtige arterielle veje til Tripoli i nord, Damaskus i øst og Sidon i syd. To gennemfartsveje blev skabt inden for bymurene under sent osmannisk styre.
Under mandatet blev disse gange udvidet med implementeringen af en stjerneformet Hausmannian – gadeordning, således at middelalderens Beirut blev næsten fuldstændigt revideret. Byen voksede hurtigt på grund af indvandringsbevægelser, og ud over udvidelsen mod syd var der en koncentration i kvartererne tæt på centrum.
Den amerikanske borgerkrig (1975-1990) førte ikke blot til ødelæggelsen af bygningerne til omfattende udvisning processer, at øget religiøs adskillelse havde byen langs “grønne linje” resultat.
Til genopbygning af byens centrum blev det private genopbygningsfirma Solidere, grundlagt af Rafik Hariri, grundlagt i 1994. Navnet Solidere står for Société libanaise pour le développement et la reconstruct de Beyrouth (Selskab for udvikling og genopbygning af Beirut).
Den første tanke om genopbygning bør vies til den ødelagte struktur i samfundet: efter konfliktens afslutning er der frem for alt behovet for social normalisering. De første skridt mod genopbygning er dog for det meste fysiske. I Beirut blev der forsøgt at rydde hullerne i bybilledet så hurtigt som muligt, i det mindste med hensyn til byplanlægning, ved at rydde op i ruinerne af krigen. De første genopbygningsplaner eksisterede allerede under borgerkrigen – i længere perioder med fred i 1977 og 1983 – men måtte opgives, da kampene genoptoges. Det var først i 1991 efter Tai’if-fredsaftalen med støtte fra multimilliardæren og senere premierminister Hariri, det daværende største kontor i Mellemøsten, Dar al-Handasah, bestilt med de første undersøgelser om genopbygning af Beirut, hvis resultater blev præsenteret for offentligheden i samme år. På trods af kritik fra intellektuelle og adskillige ejere i de berørte byområder ændrede undersøgelsen, der blev præsenteret i 1994 som den endelige masterplan, næppe.
Planerne blev gennemført af det såkaldte Beirut Central District eller BCD for kort gennem det offentlige aktieselskab i Solidere, som i mellemtiden er skiftet fra en genopbygning til et ejendomsselskab, og hvis hovedaktionær var den tidligere premierminister Hariri. Foruden Solidere var Rådet for udvikling og genopbygning (CDR) den vigtigste institution i genopbygningen. CDR blev oprettet i 1977 efter kun to års borgerkrig og var som planlægningsministeriets udøvende organ beregnet til at forenkle og sikre hurtig genopbygning på alle niveauer.
Inden begyndelsen af genopbygningsarbejdet blev ejere af jorden inden for BCD eksproprieret og kompenseret med aktier i Solidere-selskabet. På grund af den dårlige økonomiske situation i Libanon efter krigen, solgte de fleste af de kompenserede gamle ejere eller samfund af ejere deres aktier igen: til Solidere. Flygtninge, der besatte ledige bygninger i byens centrum under krigen, modtog forskellige kompensationsniveauer afhængigt af deres forhandlingsevner og gradvist også clearing af BCD. For eksempel fik et privat firma i opdrag at genopbygge centrum af Beirut. Dette førte til en slags privatisering af indre by – og udløste adskillige protester,
Gendannelsesplanerne omfatter et areal på 1,8 millioner kvadratmeter og fokuserer udelukkende på Beirut centrum. Ødelæggelsen langs den tidligere afgrænsningslinje uden for BCD eller individuel, selektiv ødelæggelse i resten af byen er ikke taget i betragtning ved Solideres genopbygningsplaner. Solidere brugte en masterplan som grundlag for hele planlægningen. Sidst men ikke mindst blev internationale realiserings- og ideekonkurrencer – og er stadig – arrangeret af individuelle projekter af hensyn til prestige. Fra begyndelsen var Solideres opgave at organisere og omstrukturere hele infrastrukturen i centrum. På samme tid havde Solidere total magt til at beslutte, hvad der skulle bygges, eller hvad der kunne nedrives.
Distrikter, kvarterer og forstæder
Beirut er opdelt i 12 distrikter (franske kvarterer), der hver er opdelt i flere distrikter (franske secteurs). Den Havnen i Beirut er en separat distrikt. Bemærkelsesværdige kvarterer er Hamra i vest og Gemmayzeh øst for byen. I midten af downtown er også under det engelske navn ” Beirut Central District kendte” (BCD).
Downtown
De 12 distrikter i Beirut, Port (distrikt), Sāhat an-Najma (firkant og distrikt; sektor 11), Majidiye (sektor 12), Marfa (sektor 14), Minet el-Hosn- distriktet, Minet el-Hosn (distrikt; sektor 20), Bab Idriss (sektor 21), Zokak el-Blat (distrikt), Serail (sektor 23) med Khalil Gibran Park, Patriarcat (sektor 24), Bashura District, Basta-Tahta (sektor 25), Saifi (distrikt), Gemmayzeh (sektor 29)
Udkanten
Dar el-Mreisseh District, Ain el-Mreisseh (distrikt; sektor 30), Jamia (distrikt og hovedkvarter for AUB ; sektor 31), Ras Beirut District, Jounblat (sektor 32), Hamra (sektor 34), Koreitem (sektor 37), Moussaitbeh (distrikt) med Sanayeh-parken, Tallet Druze (sektor 42), Mar Elias (sektor 47), Mazraa (distrikt) med Horsh Beirut- parken, Bourj Abi Haidar (sektor 50), Basta-Faouka (sektor 51), Tariq el-Jdide (sektor 56), Ashrafiyya District, Hôtel-Dieu (distrikt og hovedkvarter for USJ University Hospital ; sektor 64), Remeil District, Geitawi (sektor 78), Medawar District, Mar Mikhael (sektor 75)
Forstæder
Bourj Hammoud (øst), Dekwaneh (øst), Sin el-Fil (øst), Fanar (Libanon) (øst), Dahieh (“sydlige forstæder”), Ghobeiry, Haret Hreik, Schatila (flygtningelejr), Choufait (syd), Burj el-Barajne (flygtningelejr; syd), Baabda (Syd)
Kultur
Bygninger
Da mange religiøse strømme mødes i Beirut og Libanon, kan der findes et stort antal vigtige sakrale bygninger. Den Mohammad Al-Amin Moske er et nybygget i 2000’erne sunni moské. Dette ligger umiddelbart ved siden af den maronitiske St. George-katedral, hovedkirken i erkebispedømmet i Beirut. Indtil indvielsen af Mohammed al-Amin-moskeen var al-Omari-moskeen den vigtigste moske i byens centrum. Før den blev omdannet til en moske, var det St. John’s Cathedral. Den Amir Assaf moskeen ligger ved siden af al-Omari moské. Den St. George-katedralenDen græske ortodokse kirke ligger omkring 80 meter nord for den maronite George-kirke på østsiden af Sāhat an-Najma (Place de l’Étoile), Sternplatz. 200 meter vest for pladsen er kirken Saint Louis Des Capucins, den episkopale kirke i 1953 etableret latin apostolisk vikariat Beirut. St. Elias og St. Gregor- kirken, hvis cilicienske patriarki efter Konstantinoples tyrkiske folkemord i 1915 tjener som katedralen for de armenske katolikkerblev overført til Beirut. De arabiske protestanter brugte Église Nationale Évangélique de Beyrouth fra 1869 som hovedkirke.
Byens mest berømte vartegn, uretårnet fra den osmanniske periode, står på Sāhat an-Najma. Den libanesiske parlamentsbygning ligger også der. Den tidligere Holiday Inn Hotel Beirut, scenen med tunge kampe i den libanesiske borgerkrig, er en skyskraberruin i centrum og et symbol på eller imod krigen.
Museer og udgravninger
Nicolas Sursock-museet blev åbnet i Aschrafija-distriktet i 1961. Et arkæologisk museum ligger lige under den græske ortodokse kirke St. George, hvor der blev foretaget udgravninger fra den hellenistiske periode, den romersk-byzantinske tid, middelalderen og det osmanniske imperium. Den Nationalmuseet Beirut blev officielt åbnet 1942:e Det romerske bad er en offentligt synlig udgravning af et romersk termisk bad.
Transport
Den lufthavnen i Beirut er beliggende i den sydlige del af byen. Mod nord nær bymidten ligger havnen i Beirut, landets vigtigste havn. Der var et sporvognsnetværk til offentlig transport fra omkring 1905 til omkring 1965. Indtil borgerkrigen var i Libanon en udgående Beirut jernbanenet med afstande u. a. til Syrien og midlertidigt til Palæstina (dagens Israel). Som et resultat af borgerkrigen er der ikke længere nogen jernbanetransport i Libanon.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0
