Djerba eller Jerba er en ø i Lille Syrien, Tunesien. Det er en populær turistdestination og et af de få steder i Tunesien, hvor det Berber sprog stadig tales. I 2004 havde øen en samlet befolkning på 139.517 og er 514 km².
Geografi
Djerba er den største ø ud for Nordafrika-kysten. Det dækker et område på 514 km². Øen ligger i Golfen af Lille Syrien i det sydlige Tunesien. Der er to halvøer fra fastlandet, men mellem fastlandet og øen er havet fra Bou Grara og strædet al-Kantara i vest. Stredet er kun ca. 2 km bred og Bou Grara-havet er 5 til 25 meter dybt. Djerbas højeste punkt er 55 meter over havets overflade. Øen har ikke sine egne ferskvandskilder, og dens grundvand er overvejende saltvand. Lokalt henter de lokale regnvand, og den gennemsnitlige årlige nedbør er ca. 200 mm. I modsætning hertil er fugtigheden relativt høj. Øen er nu forbundet til fastlandet med en gammel romersk vej bygget på dæmninger.
Historik
Gamle græske forfattere kendte Djerba som en ø af lotus-spisere. Theofrastos kaldte øen Pharis og Polybios kaldet Meninx. Øen kan også være det sted, hvor Herodotus kaldes Phla. Øen har været hjemsted for et omfattende landbrug siden 300’erne f.Kr. og på det tidspunkt var området sandsynligvis en del af Carthage Empire. Under det romerske imperium var øens største levebrød oliven- og olivenolieproduktion. Øen har flere ruiner fra oldtiden.Efter belejringen af Jerusalem ankom et stort antal jøder på øen. Effekten af det romerske imperium blev efterfulgt af den Vandalerne og deres byzantinske rige, som blev regeret Djerba Tripoli i hånden. I 665 erobrede muslimer Djerba i en krigsledet krig mod det byzantinske imperium ledet af Ma’awiya bin Hudayj, hvorefter øen sjældent er nævnt i historiske kilder i flere århundreder.
Al-Bakri nævnte piratkopiering af Djerbianerne, mens al-Idrisi nævnte, at de lokale kun taler Berber. Efter Ziridernes fald øgede angreb fra Djerba-pirater til Tunesiens kyst og mod skibe fra kristne lande. I 1135 fangede admiral Georgios Antiochia af Roger II, konge af Sicilien øen. Normannerne etablerede deres position ved at tage andre destinationer ud for kysten. Abbasiderne tog øen øjeblikkeligt tilbage i 1284, men Peter III blev fanget af tropperne. I 1289 byggede kristne en fæstning på al-Kantara-stredet på en romersk dæmning. Befæstningen lå på ruinerne af den historiske Meninx. Lokalbefolkningen gjorde oprør i 1334-5 og driver kristne ud af øen. Alfonso V forsøgte at erobre øen igen i det næste århundrede, men denne gang mislykkedes de kristne. Muslimer bygger på deres side deres egen fæstning nord for Girba-ruinerne.
I det 16. århundrede endte øen med at blive kæmpet mellem osmannere og kristne. Øen blev givet til tyrkerne som base mod kristne, og Pedro Navarro fra Spanien gennemførte en mislykket erobring i 1511. I 1550 blev øen basen for den velkendte pirat Turgut Reis. Under den tyrkiske styre blev Djerba styret i forskellig grad fra Algeriet, Tunesien og Tripoli. Det blev til sidst en del af Tunesien under Hammuda Beyi regeringsperioden 1631-59. Øens befolkning i denne periode var omkring 30.000-40.000. Tunesiske tyrkiske herskere begyndte at udnævne Djerba til at lede sheikh eller rækværk, som til sidst blev arvelig og styret af visse stammer. I det 18. århundrede begyndte det arabiske sprog at blive mere udbredt på øen, og tidligere Ibadisme mistede sin status for Maliki. I det 19. århundrede blev Tunesien invaderet af franskmændene og er i dag en del af det uafhængige Tunesien.
Økonomi
Landbrug udføres hovedsageligt i det centrale og østlige Djerba, hvor vand kan pumpes fra grundvandet. For eksempel dyrkes frugt og grøntsager på øen. Derudover er der omkring 400.000 oliventræer på øen, men i dag er mange af dem for gamle til at producere oliven. Derudover er der omkring 570.000 dadelpalmer, men hverken vandes de eller er meget frugtbare. Fiskeri er et af de vigtigste levebrød, og en betydelig del af den mandlige befolkning arbejder på fastlandet. Betydningen af traditionelle håndværksfag er blevet mindre, men øen producerer stadig fx stoffer, der bruger væve. Smykkefremstilling var dybest set et jødisk erhverv, og en stor del af dem er migreret. Turismevigtigheden er vokset med færdiggørelsen af den internationale lufthavn på øen.
Befolkning
Djerba havde en befolkning på 139.517 i 2004. Cirka halvdelen af de lokale taler Berber og næsten alle taler arabisk. Tilsvarende praktiserer omkring halvdelen af øens befolkning Ibad, og resten er sunnimuslimer. Den lokale form for Ibad kaldes Wahbis. Historisk set har der også været et større jødisk samfund på øen Djerba. Der var 4.900 i 1946, men de fleste af dem er siden flyttet til Israel. Øens vigtigste bosættelsescentre er dets administrative centrum Houmt-Souk og Kara Kabiraog Hara Saghira. Ellers er øen tyndt befolket.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0
