Republikken Elfenbenskysten (Fra. République de Elfenbenskysten), eller Elfenbenskysten eller Elfenbenskysten (udtales) har over 20 millioner indbyggere i staten i Vestafrika. Det afgrænses af Liberia og Guinea i vest, Mali og Burkina Faso i nord og Ghana i øst. Landets officielle hovedstad har været Yamoussoukro siden 1983, men administrationen er stadig praktisk koncentreret i Abidjan, den største by.
Navn
I Finland kaldes landet Côte d’Ivoire. Det franske navn Côte d’Ivoire bruges i diplomatiske forbindelser. I henhold til en beslutning fra regeringen for Côte d’Ivoire i 1985 er landets navn Côte d’Ivoire på alle sprog, og der kan bruges ikke-franske navne. Dette er dog ofte ikke tilfældet i udlandet.
Geografi
Côte d’Ivoire er placeret i Afrika syd for Sahara. Det afgrænses af Liberia og Guinea i vest, Mali og Burkina Faso i nord, Ghana i øst og Guineabugten i syd. Jorden dækker et areal på 322.460 km², hvoraf 318.000 km² er land og 4.460 km² vand. Landet er omtrent på størrelse med Finland.
Landets højeste punkt er Mount Nimba (1.752 meter).
Kysten har to regntider, en i maj og juni og en i oktober. Der er kun en regntid i nord, der begynder i maj eller juni. Kysten er vådere end inde i landet. I løbet af den tørre sæson er næsten hele landet herjet af Harmattan, en tør vind, der blæser fra Sahara, som ofte bringer støvstorme. Der er sydvestvind ved kysten, og Harmattan når der kun et par dage om året.
Elfenbenskysten har ti nationalparker. Taï National Park er et af de sidste områder i den vestafrikanske tropiske regnskov. Det er et UNESCOs verdensarvsliste takket være selve skoven og dens sjældne dyr såsom dværghippopotamus. Comoé Nationalpark blev til gengæld et verdensarvsted, især for dets sjældne plantearter.
Administrativ opdeling
Elfenbenskysten er opdelt i 19 regioner, der yderligere er opdelt i 90 afdelinger og 196 kommuner.
Regionerne og afdelingerne ledes af en præfekt udpeget af centralregeringen. Det første lokalvalg blev afholdt i 2002 med udvalgte afdelingsråd, der var ansvarlige for at føre tilsyn med udvikling og vedligeholdelse af lokal infrastruktur og økonomiske og sociale udviklingsprojekter. Kommunerne ledes af valgte borgmestre.
De største byer er vokset hurtigt, og i 2010 blev landet estimeret til at have fem byer med mere end 200.000 indbyggere.
Økonomi
Olie blev opdaget ved kysten af Elfenbenskysten i 1977, produktionen begyndte i 1980. Guldminedrift begyndte i 1990’erne.
60-70% af Côte d’Ivoires indbyggere arbejder i en form for landbrug, de fleste af dem på små gårde, der producerer bananer, kaffe, bomuld, palmeolie, ananas, gummi og tropisk træ til salg. Elfenbenskysten producerer 40% af verdens kakao.
Trafik
Som udviklingsland har Elfenbenskysten en usædvanlig god infrastruktur: 12 000 km asfalterede veje og et omfattende mobilnetværk. Der er to havne i landet, Abidjan er den mest moderne havn i Vestafrika, og San Pedro mindre.
Der er 27 lufthavne i landet, hvoraf syv er landingsbaner. Man har en bane på mere end tre kilometer. Côte d’Ivoire har været et livligt transitpunkt med gode luftforbindelser til alle hovedstæder i Vestafrika, mange andre byer i Afrika og Europa, såsom Paris og Bruxelles.
Befolkning
Etnisk er befolkningen opdelt i fem hovedgrupper: Akans (42,1 %), Voltans (17,6%), nordlige mandas (16,5%), kroater (11%) og sydlige mandas (10%). Andre populationer tegner sig for 2,8%, heraf 130.000 libanesere og over 1.400 franskmenn.
Cirka 39 procent af ivorianerne er muslimer, 33 procent kristne, 17 procent ikke-religiøse, og resten er udøvere af traditionel animation. Nogle, der forkynder at være kristne og muslimer, fortsætter den animistiske tradition. Andelen af muslimer blandt vandrende arbejdstagere er høj.
Elfenbenskysten taler sprog, der falder ind i fire undergrupper af nigeriansk-kongolesiske sprog : Kwanese, Voltian, Atlantic og Mandarin. Det officielle sprog er fransk, der bruges i skoler og virksomheder. Arabisk undervises i Koraniske skoler, især i det nordlige.
I 2007 blev det estimeret, at omkring 4,5% af den voksne befolkning, ca. 480.000 mennesker, var bærere af HIV. Cirka 190.000 mennesker ville have brug for antiretroviral medicin, men mindre end 30% af dem, ca. 52.000, modtog det. Lægemiddelsituationen var forbedret markant, i 2004 modtog ca. to procent af de nødlidende medicin.
Kultur
National identitet har udviklet sig siden landets uafhængighed, hvor de fleste beboere først og fremmest føler Elfenbenskysten og kun sekundært medlemmer af deres egen etniske gruppe.
Selvom franskmændene har haft en stor indflydelse på Côte d’Ivoire-kulturen, er lokale traditioner også bevaret. Baoulé, Dan og Senoufo træskulpturer, såsom masker, er især velkendte. Baoulé-masker er realistiske og kan identificere den person, de udgør. De bruges i den afdødes mindesceremonier. Dan-masker er mere stilfulde.
Typisk hverdagsmat består af korn, som hirse, majs eller ris og rodgrøntsager såsom yams eller cassava. Disse suppleres med bælgfrugter og en lille mængde protein (kød eller fisk). Nationale fødevarer foutou er en stegt banan eller yams, serveret med krydret kød sauce. Maden tilberedes al fresco på en komfur i en metal- eller lerpot og spises med fingrene.
National University of Côte d’Ivoire var placeret i Abidjan indtil 1996. Det blev derefter opdelt i tre colleges, hvoraf den ene er placeret i Bouake i den centrale del af landet. Yamoussoukro Institute of Technology leverer desuden videregående uddannelser.
Sport
Côte d’Ivoire-landslaget kvalificerede sig til verdensmesterskabet i 2006, 2010 og 2014. I 2015 vandt det verdensmesterskabet 2015 i Afrika.
Elfenbenskystens landshold spillede i verdensmesterskabet i 2010 og vandt sølv ved de afrikanske lege i 2009. Elfenbenskystens atlet Murielle Ahoure har haft succes i internationale konkurrencer i kvindernes 100 m.
Landet har deltaget i OL siden 1964. Den eneste medalje er Gabriel Tiacoh sølvmedalje i herrenes 400 m løb i 1984.
Historik
Fra den tidlige historie til den franske koloni
Meget lidt vides om Côte d’Ivoires tidlige historie bortset fra at området blev beboet i den neolitiske periode. Der er mange kongeriger på denne afrikanske kyst, som til sidst vil fusionere med en stor Ashanti og mange små. I begyndelsen af det 20. århundrede faldt Ashanti til invasionen af briterne og franskmændene. De første franske missionærer ankom til Elfenbenskysten i det 17. århundrede, men kontakten med europæerne forblev begrænset på grund af befolkningens besværlige kystlinje og mistillid. På det tidspunkt gav europæiske købmænd og opdagelsesrejsende imidlertid området det aktuelle navn med det vigtigste produkt, der blev opnået der.
Fra 1843 til 1844 lavede den franske admiral Bouet-Williaumez franske protektorater af kystrigene. Efterhånden udvidede franskmændene deres indflydelsessfære til baglandet, men underlagde ikke landet helt før 1915. Elfenbenskysten blev en fransk koloni i 1893 og derefter en del af det franske vestafrika. Efter 2. verdenskrig begyndte franske kolonister at få større rettigheder og autonomi, og i 1958 blev Côte d’Ivoire en autonom republik. Det opnåede fuld uafhængighed i 1960.
Felix-Houphouet-Boignys tid 1960-1993
Félix Houphouët-Boigny, søn af en stammechef, der havde været repræsentant og minister for Côte d’Ivoire i det franske parlament og regering fra 1946 til 1959, rejste sig til ledelsen for det uafhængige Elfenbenskysten. Houphouët-Boigny regerede på en autoritær måde og opretholdt gode forbindelser med Vesten.
Præsident Felix Houphouet-Boigny forblev dog den bedste i historien, da han erstattede Yamoussoukron, fødestedet til Abidjan, den største by i Elfenbenskysten i 1983. En enorm opgave blev udført, da en lille landsby blev omdannet til en moderne by. Offentlige bygninger og infrastruktur blev bygget i Yamoussoukro. Der blev bygget en international lufthavn, og den mest berømte nye bygning var verdens største kristne kirke, Notre-Dame de la Paix. Projekter opslukede enorme mængder af regeringsformue, som er blevet kritiseret meget.
Under Houphouet-Boigny undgik landet etniske konflikter, der plagede mange afrikanske lande. Den økonomiske udvikling var ganske gunstig på grund af stabiliteten i Côte d’Ivoires samfund. I sin udenrigspolitik var præsident Houphouet-Boigny stærkt vestorienteret, og især hans nære forbindelser med det tidligere koloniale Frankrig var hjørnestenen i udenrigspolitikken.
I sin periode i landet regerede Côte d’Ivoire Democratic Party (PDCI) i lang tid, men oppositionspartier blev også tilladt i de tidlige 1990’ere. I 1990 besejrede Houphouet-Boigny Laurent Gbagbo i landets første præsidentvalg i et mangesidet system.
Felix Houphouet-Boigny døde i 1993 efter at have været uafbrudt som præsident for Côte d’Ivoire i 33 år efter uafhængighed i 1960 til sin død i 1993. Han blev begravet i sin familieeksil i Yamoussoukro.
Uro og ustabilitet i tiden
Da Houphouet-Boigny døde, var hans efterfølger Henri Konan Bedie, der blev genvalgt i valget i 1995. Oppositionen boikoterede valget, fordi forskellige begrænsninger blev fundet uberettigede over for oppositionskandidater. Den 24. december 1999 greb en militærjunta ledet af Robert Guéï magten fra PDCI og afholdt et nyt præsidentvalg i oktober 2000. Guéï forhindrede magtpartier i at deltage. Da lederen af det ivorianske folkeparti (FPI), Laurent Gbagbo, blev mere populært, suspenderede Guéï valget og erklærede sig selv en vinder. Efterfølgende i Abidjan brød der uroligheder, og Guéï måtte flygte, og Gbagbo blev erklæret vinderen.
I september 2002 gjorde en del af hæren oprør mod Gbagbo og overtog den nordlige del af landet. En borgerkrig brød ud i Elfenbenskysten. Oprørerne dannede en alliance kaldet Forces nouvelles de Côte d’Ivoire, ‘De nye ivorianske styrker’, FNCI eller FN. Indvandrere sendt franske tropper og FN ‘s fredsbevarende styrker. I 2007 erklærede regeringen krigen over, men hjælpearbejdere rapporterer fortsat vold. I 2009 overgav oprørere 10 nordlige områder til civilt styre.
Fredsbevarendes mandat er blevet forlænget flere gange. FN har indført en våbenembargo og en række handelsbegrænsninger for sin diamanteksport. I 2008 blev sanktionerne lovet at slutte, så længe der blev afholdt fair valg i landet.
Der blev afholdt valg fra oktober til november 2010, hvor kandidaterne til anden runde var Laurent Gbagbo og Alassane Ouattara. Ifølge valgkommissionen modtog Ouattara 54% af stemmerne, men Gbagbo blev erklæret sejrrig af forfatningsdomstolen. Resultatet forårsagede uro, og FN nægtede at acceptere det. Den 28. marts Ouattara til at støtte vores tropper Forces républicaines begyndte deres angreb og erobrede et par dage senere i hovedstaden, Yamoussoukro. Den 4. april deltog franske og FN-helikoptere i kampe mod Gbagbo i Abidjan. Gbagbo og hans tilhængere blev kørt til præsidentpalassens bunker i Abidjan. Den 11. april 2011 blev Gbagbon arresteret af Ouattara-styrker, støttet af FN’s fredsbevarere og franske styrker. Han blev retsforfulgt i Haag, men han og hans assistent blev frikendt i januar 2019. Hans kone, Simone Gbagbo, var blevet frigivet tidligere.
Efter 2011
I oktober 2015 blev præsident Alassane Ouattara valgt med et overvældende flertal i præsidentvalget for en ny femårsperiode som præsident for Côte d’Ivoire.
I juni 2017 afsluttede FN sin 13-årige fredsbevarende operation i Côte d’Ivoire.
De to tidligere præsidenter Henri Konan Bedien og Laurent Gbagbo menes at have et mulig forhold mellem deres partier, PDCI og FPI, med henblik på præsidentvalget i 2020.
Elfenbenskysten har for nylig udviklet sig positivt med en økonomisk vækst anslået til 7% i 2019, en af de højeste i Afrika.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0