Libyen (arabisk : ليبيا, Libyen, berbere : ⵍⵉⴱⵢⴰ, Libyen) er et land i Nordafrika. Libyen ligger mellem Egypten i øst, Sudan i sydøst, Tchad og Niger i syd og Algeriet og Tunesien i vest. Med et areal på 1,8 millioner km² (hvoraf 90% er ørken) er Libyen det fjerde største land i Afrika. Libyas hovedstad, Tripoli, er hjemsted for 1,7 millioner af landets samlede befolkning på 5,7 millioner. De tre traditionelle dele af landet er Tripolitania, Fezzan og Sirenaica.
Navnet “Libyen” er et oprindeligt navn og vises også i gamle egyptiske tekster som Reb (R’bw eller Liboe), hvor man henviser til en af Berber-stammerne, der bor vest for Nilen. Det græske navn for stammemændene var Libyes, og landets navn blev Λιβύη, oversat til “Libuee”. I det gamle Grækenland havde udtrykket en bredere betydning, der omfattede hele Nordafrika vest for Egypten.
Libyen har et af de højeste BNP (købekraftparitet) pr. Indbygger i Afrika. Denne position skyldes stort set landets store petroleumsreserver og den lave befolkning.
Landet blev ledet af oberst Muammar al-Gaddafi mellem 1969 og 2011, hvis udenrigspolitik ofte bragte ham i konflikt med Vesten og regeringer i andre afrikanske lande. I 2003 opgav Libyen imidlertid alle atomvåbenambitioner, og udenrigsforbindelserne er i øjeblikket mindre tornede.
Libyas forrige flag var det eneste nationale flag bestående af kun en farve uden design, officielle mærker eller andre detaljer.
Klima
Topografien i Libyen.
Landets klima er for det meste tørt med en ørkenlignende karakter. De nordlige regioner har imidlertid et moderat middelhavsklima. Landet har to vigtige klimafaktorer: Sahara-ørkenen og Middelhavet. I den nordlige del af landet, som også er den tættest befolkede, er der betydeligt mere nedbør pr. År: mellem 200 og 300 mm om året. Regn er sæsonbestemt og forekommer især om efteråret og foråret. Denne nordlige strimmel oplever også tørketider, hvor der forekommer en alvorlig tørke hvert femte eller sjette år. Selve strimlen er derefter opdelt i to af den utilgængelige Sirte-ørken.
Syd for den nordlige strimmel falder nedbøren drastisk, 200 mm pr. År og mindre, når man bevæger sig længere fra kystlinjen. De tørre områder indeholder mange “wadi” (tørre flodbed), der er fyldt med vand efter en nedbør i en kort periode. De fleste af disse “wadi” munder åbnes i saltpander og kun et par få til sidst havet.
De ørkenlignende dele af landet oplever ekstremt høje temperaturer (temperaturer på næsten 60 ° C er allerede målt) og nat- og dagtemperaturer adskiller sig markant fra hinanden. Når man flytter til den nordlige kystregion, bliver denne forskel mindre, og området oplever sommetider meget kølige temperaturer om vinteren.
Der er en række naturlige farer i Libyen, herunder støvstorme og sandstorme. Der er også sirokos eller gibli. En Sirocco er en varm, tør, støvbelastet sydøstvind, der blæser mellem en og fire dage om foråret og efteråret.
Geografi
Libyen spænder over 1.759, 540 km², hvilket gør det til det 17. største land i verden. Landet er noget mindre end Indonesien og omtrent samme størrelse som den amerikanske delstat Alaska. Landene grænser i nord ved Middelhavet, Algeriet og Tunesien i vest, Niger i sydvest, Tchad og Sudan i syd og Egypten i øst.
Landets nordvestlige kystområde består af en kystslette omkring 100 km bred. Denne slette bliver bredere, når man kommer ind i landet og består af oaser, stepper, saltpander og laguner. Dette område er kendt som Djefara og forvandles til en sten serie, Dzjebel Noefoessa, som har et højeste punkt på 960 m. Sten serien markerer overgangen til Sahara.
Den nordøstlige del af kystområdet (adskilt fra nordvest med Sirteørkenen) har en meget smalere kystslette; i nogle dele strækker Dzjebel Achdar sig næsten til kystlinjen. Dzjebel Acdar er et kalkstenbjerge med en højde på 860 m, og dette bjerg kaldes også det “grønne bjerg” på grund af den stedsegrønne vegetation der findes.
Foruden de to kystområder udgør resten af landet en del af Sahara-ørkenen. Den østlige del af ørkenen kaldes den libyske ørken og strækker sig ind i Egypten.
Der er et lille antal oaser i ørkenområderne, hvor de to vigtigste er Ghadames og Kufra.
Libyan Desert
Den libyske ørken dækker meget af den østlige del af landet og er et af de tørreste steder på jorden. Nogle steder kan årtier passere uden regn, og selv i højlandet er nedbøren uregelmæssig: ca. en gang hvert femte til ti år. Ved Oeweina, en bjergkæde nær den egyptiske og sudanesiske grænselinje, var det sidst registrerede nedbør i september 1998. Der er et stort bassin, Kattara-bassinet, syd for det nordligste skrot, med Siwa-ørkenen mod vest. Bassinet bliver lavere, når det strækker sig mod vest, op til Djagboeb og Djalu-oaser.
Temperaturen i den libyske ørken kan også nå ekstremer: i 1922 blev der målt en lufttemperatur på 57,8 ° C vest for Tripoli. Denne måling accepteres generelt som den højeste registrerede naturlige lufttemperatur nogensinde observeret på jorden.
Der er et par ubeboede oaser spredt over ørkenen. Disse oaser er normalt forbundet med de største bassiner, og vand kan nås ved at grave en meter (eller mindre) i sandet. I vest er der en bred vifte af oaser i ikke-relaterede lavvandede oaser: Kufra-gruppen, der består af Kufra-, Rebiana- og Tazerbo-oaser. Uden for pletterne afbrydes den generelle fladhed i området kun af en række plateauer og massiv nær centrum af ørkenen, omtrent hvor de egyptiske, sudanesiske og libyske grænser mødes.
Længere syd er bjerggrupperne Arkenoe, Oeweinat og Kissoe. Disse granitbjerge er gamle og dannede længe før de omgivende sandsten. Bjergkæderne Arkenoe og den vestlige Ouwinat er ringformede. Det østlige Ouwinat (det højeste punkt i den libyske ørken) er et forhøjet sandstenplateau, der grænser op til det vestlige granitafsnit. Vejret vulkaniske fænomener blev spredt over sletten nord for Oeweinat.
Med opdagelsen af olie i 1950’erne blev en massiv akvifer også opdaget i store dele af landet. Vandet indeholdt der stammer fra tidligere istider og er endnu ældre end Sahara-ørkenen. Landet er også hjemsted for Arkenoe-kratere: kratere med dobbelt påvirkning, der kan findes i ørkenen.
Demografi
Libyen har en lille befolkning inden for landets enorme terræn med en befolkningstæthed på ca. 3 personer pr. Kvadratkilometer i de to nordlige regioner Tripolitania og Sirenaica og mindre end 1 person per kvadratkilometer andetsteds. Libyen er derfor et af de tyndt befolkede lande (efter område) i verden. 90% af befolkningen bor på mindre end 10% af landets område, mest langs kysten.
Libyske indfødte er en blanding af oprindelige berberere og araber, der senere ankom til landet. Der er små Tuareg – og Toeboestamme som er koncentreret i den sydlige del, der bor nomadiske eller semi-nomadiske livsstil. Størstedelen af udlændinge kommer fra andre afrikanske lande; både Nordafrika (hovedsageligt egyptere og tunesere) og det sydlige Afrika. I henhold til US Central Intelligence Agency ‘s World Fact Book består 97% af befolkningen af libyske berbere og arabere; de øvrige 3% er grækere, maltesere, italienere, egyptere, afghanere, tyrkere, indere og afrikanere syd for Sahara. Imidlertid tager dette skøn kun hensyn til legitime borgere, mens Libyen også er hjemsted for en stor ulovlig afrikansk befolkning syd for Sahara, der ifølge nogle skøn tæller mere end en million.
Det vigtigste sprog, der tales i Libyen, er arabisk, også landets officielle sprog. De forskellige Berber-sprog (også kendt som Tamazight), der tales af libyske berbers, har ingen officiel status. Berber-højttalere bor hovedsageligt i Dzjebel Nefoessa-regionen, i landsbyen Zoewarah (ved kysten), og byhaser såsom Ghadames og Ghat. Italiensk og engelsk tales undertiden i de større byer, selvom italiensktalende hovedsageligt er af de ældre generationer.
Familieliv er meget vigtigt i libyske familier, og størstedelen af familierne bor i boligblokke og huse, da de tillader indkomst. Selvom de libyske arabere traditionelt har indtaget nomadiske måder at leve i telte på, er de også nu bosat i forskellige byer. Dette skyldes, at deres gamle livsform og traditioner forsvinder. Et lille, men ukendt antal libyere bor stadig i ørkenen, som deres familier har gjort i århundreder. De fleste af befolkningen arbejder inden for service- og industrisektoren, og en lille procentdel arbejder i landbruget.
Uddannelse
Libyas befolkning inkluderer 1,7 millioner studerende, hvoraf 270.000 er tertiære studerende. Uddannelse er gratis for alle libyske borgere og obligatorisk op til sekundærniveau. Libyen har den højeste læsefærdighed i Nordafrika: mere end 82% af befolkningen kan læse og skrive. Efter at Libyen blev uafhængig i 1951 blev landets første universitet, Universitetet i Libyen, grundlagt i Benghazi. I studieåret 1975/76 var der anslået 13.418 universitetsstuderende. Fra 2004 er dette antal vokset til over 200.000, med yderligere 70.000 mennesker, der kom med i den højere teknologi- og håndværkssektor. Den hurtige stigning i antallet af studerende i den videregående uddannelse blev afspejlet af en stigning i antallet af institutioner, der leverer en sådan uddannelse. Siden 1975 er antallet af universiteter vokset fra to til ni, og efter deres idriftsættelse i 1980 er der i øjeblikket 84 højere tekniske og håndværksinstitutter (med 12 offentlige universiteter). Libyas videregående uddannelse finansieres af et offentligt budget. For budgettet for 1998 bestod 38,2% af det nationale budget af uddannelsesstipendier. De største universiteter i Libyen er El Fateh University i Tripoli og Garyounis University i Benghazi.
Tro
Islam er langt den dominerende tro i Libyen: 97% af befolkningen forbinder sig med denne tro. Langt de fleste af de libyske muslimer klæber til den sunnimuslimske tro, som både er en åndelig guide for enkeltpersoner og en hjørnesten i regeringspolitikken. Et lille mindretal (mellem 5% og 10%) er tilhængere af Ibadisme, især i Dzjebel Nefuessa og i Zoewarah.
Før 1930’erne var Senoessi-bevægelsen den primære islamiske bevægelse i Libyen. Bevægelsen var en religiøs genoplivning tilpasset ørkenens livsstil. Bevægelsen havde trohuse eller “zaiwa” i Tripoliatania og Fezzan, men deres indflydelse var stærkest i Sirenaica. Bevægelsen reddede denne region af uro og anarki og gav de syriske stammer en religiøs tilknytning og følelser af enhed og formål. Denne islamiske bevægelse, der til sidst blev ødelagt af både den italienske invasion og den senere Gaddafi-regering, var meget konservativ og noget anderledes end den islam, der findes i Libyen i dag. Gaddafi erklærede sig selv som en ærbødig muslim, og hans regering støttede islamiske institutioner samt verdensomspændende konvertering til islam. En libysk form for sufisme er også almindelig i dele af landet.
Udover det overvejende muslimske flertal er der også små kristne samfund, der næsten udelukkende er udlændinge. Der er et lille anglikansk samfund i Tripoli, der består af afrikanere, der indvandrede til Libyen og udgør en del af det egyptiske stift. Der er også anslået 40.000 romersk-katolikker i Libyen betjent af to biskopper: en i Tripoli (der betjener det italienske samfund) og en i Benghazi (der betjener det maltesiske samfund).
Indtil for nylig var Libyen hjemsted for et af de ældste jødiske samfund i verden, dateret tilbage til mindst 300 f.Kr. En række pogromer, der begyndte i Novemer 1945 og varede i næsten tre år, reducerede Libyas jødiske befolkning drastisk. I 1948 var der ca. 38.000 jøder tilbage i landet. Med Libyas uafhængighed i 1951 emigrerede det meste af det jødiske samfund. Efter Suez-krisen i 1956 blev næsten alle jøder tvunget til at flygte fra landet.
Kultur
Libyas kultur kan sammenlignes med den omkringliggende Maghreb- stater. Libyere betragter sig som en del af et større arabisk samfund. Den libyske stat har en tendens til at forstærke denne følelse ved at betragte arabisk som det eneste officielle sprog og forbyde lære og endda brugen af Berber-sprog. Libyske arabere har en arv i traditionerne for de nomadiske beduiner og forbinder sig med en bestemt beduinsk stamme.
Libyen ejer ikke mange teatre eller kunstgallerier, selvom der har været en genoplivning i kunstverdenen i de sidste par år, og private gallerier bliver nu populære. I en lang periode var der heller ingen offentlige teatre og kun et lille antal biografer, der viste udenlandske film. Traditionel folkekultur er rigelig, og virksomheder leverer musik- og danseforestillinger ved regelmæssige festivaler, både i Libyen og i udlandet. Tuaregernes musik- og dansevaner er populære i Ghadames og i syd.
Libyske tv-udsendelser er mest på arabisk, men om aftenen udsendes der en halv times nyhed på engelsk og på fransk. Regeringen har streng kontrol med alle mediernes udstødningsventiler. En analyse fra Udvalget for Beskyttelse af Journalister fandt, at Libyas medier er den mest kontrollerede af alle lande i den arabiske verden. For at bekæmpe dette planlægger regeringen at indbringe private medier, et initiativ, der skulle give landets medier mere anerkendelse.
Mange libyere besøger landets strande. Libyas velbevarede arkæologiske steder (såsom Leptis Magna) er også populære og betragtes som de bedst bevarede romerske arkæologiske steder i verden.
Nationens hovedstad, Tripoli, kan prale af mange gode museer og arkiver, herunder regeringsbiblioteket, det etnografiske museum, det arkæologiske museum, nationalarkivet, det epigrafiske museum og det islamiske museum. Zhuzhurija-museet, bygget i samråd med UNESCO, er muligvis landets mest berømte museum.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0