Sultanatet Oman eller Oman er en arabisk stat på den sydlige spids af den arabiske halvø i Sydasien. Dets naboer er De Forenede Arabiske Emirater, Yemen og Saudi-Arabien. Landets position ved mundingen af Hormuzsundet er strategisk stærk, da meget af verdens råolie passerer gennem sundet. Oman er et af de mest traditionelle arabiske lande, og indtil 1970’erne var det et meget lukket samfund. Statschefen er min sultan, andre statsorganer har kun en rådgivende rolle – Oman er et absolut monarki. Min nuværende sultan har presset på for økonomisk reform og gode naboskabsforbindelser. Landet har hidtil undgået volden fra ekstrem islam. Olie er baseret på olie, ligesom andre stater i regionen, men dens andel af fiskeri og landbrug er relativt højere end i nabolandene.
Geografi
Oman dækker et område på omkring 300.000 kvadratkilometer ifølge sine egne officielle tal, men udenlandske skøn i 1990’erne var kun 212.000 kvadratkilometer. CIA estimerer imidlertid i dag, at jorden dækker et område på 309 500 kvadratkilometer.
Det meste af Oman er en del af den store ørken på den arabiske halvø (Rub ‘al-Khali, eller det tomme kvarter). Landets nordkyst ligger ved Oman-bugten. Langs den kører en enorm, vulkansk kæde af Hajar-bjergene, hvor Jabal Akhdar (3.075 m), det højeste bjerg i Oman, ligger. De fleste af osmannerne bor i den 15 til 45 kilometer brede kystslette mellem Batina og havet eller i Muscat Governorate, mange også på den sydlige hældning af den vestlige bjergkæde.
Oman afgrænses mod nord af Hormuz- bugten og mod øst af det arabiske hav. Havet har altid været en vigtig skibsfart: ud over at forbinde Oman til omverdenen har det også forbundet kystbyerne Oman. Landets sydlige kyst er stort set et kuperet ødemark. Det er strategisk placeret ud for Masir Island, tidligere en britisk og senere en amerikansk militærbase.
Det indre klima er varmt og tørt, og kysten er varm og fugtig. I hovedstaden, Muscat, kan temperaturerne stige til helt op til 50 grader. I bjergene og i den sydlige by Salala i Dhofar- provinsen er klimaet lidt køligere. Dhofar er et sjældent område på den arabiske halvø, der modtager monsunregn.
Det meste af Oman er ikke-dyrket, og de fleste af landbrugsområderne findes i Dhofar og i omgivelserne ved ejerne.
Oman’s fauna er ganske forskelligartet. Der er oprettet beskyttelsesområder for at beskytte landpattedyr som leopard, gazelle og ørkenrev. Der er 22 arter af hvaler og delfiner, der lever i havet. Havskildpadder opdrætter i Ras al-Jinz og Al Dimaniyat øhav. Der er også koralrev i havområderne, hvor du kan se sjældne klipper og bløde koraller og farverige fisk. Ca. 400 fuglearter er blevet opdaget i Oman, hvoraf mange er trækfugle på deres rejse syd eller nord.
Beliggende i baglandet af Al Sale Bor i en nationalpark vokser akaasiametsää. Der er en besætning på ca. 40 gaseller samt vilde katte, ulve og ræve. Efterhånden som vegetationen vokser stærkere, planlægges også hvide bævere, der plantes i parken.
Økonomi
Oman har olie. Dens oliereserver er højere end i nabolandet Yemen, men lavere end i andre nabolande. Kendte aktiver er 4,8 milliarder tønder. Oman-olie pumpes op i samarbejde med Shell og Partex. Ved siden af olie vokser gasproduktionen, og flere gasforarbejdningsanlæg er blevet bygget i det 21. århundrede. I 2010 producerede Oman 863.000 tønder olie om dagen.
Landets landbrug producerer dadler, limefrugter, bananer, lucerne og grøntsager. I 2006 blev der eksporteret 106 millioner dollars af fisk og skaldyr.
Omans statsligt ejerskab af processen med at blive privatiseret, og det blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO i 2000.
Der er 130 lufthavne i Oman, men kun seks har en landingsbane længere end tre kilometer. De vigtigste passagerlufthavne er Muscat International Airport og Salala Airport. Der er 23 223 km brolagt vej, hvoraf 1 384 km er motorveje. De vigtigste havnebyer er Matrah (Port Qabus og Port al-Fahl), Salala og Sohar. Der er ingen regelmæssige passagertjenester i havne, men nogle krydstogtskibe indkalder Muscat (Matrah). Intern transport leveres af langdistancebusser og orange og hvide taxaer.
Befolkning
I henhold til befolkningsstatistikker, der er vedligeholdt af Omani-politiet som en del af den månedlige statistik, boede der i maj 2015 4,166 millioner mennesker i Sultanatet af Oman. Af disse var 2.339 millioner Omani og 1.847 millioner udlændinge (udstationerede). Landets dominerende religion er islam og dens Ibadiske tendens praktiseres i landet. Cirka 80% af Omanier følger Ibadians. Minoritetsreligioner er sunnier (14%) og shia (5%), de praktiserer trods alt andre religioner.
Størstedelen af Omanis egen befolkning er arabisk, men der er også et ret stort Baluchi-mindretal, hvis dialekt hører til iranske sprog og ikke er relateret til Arabien. I 1999 var der 130.000 Baluchi- talere. Det officielle sprog er arabisk, men minoriteter taler deres eget sprog. Der er stadig stammer i provinsen Dhofar, der taler syd- arabiske Jibbali eller Mehri.
Af de 1.847 millioner udlændinge i landet er en stor del vandrende arbejdstagere fra Sydasien, Egypten, Jordan og Filippinerne.
Det første universitet i Oman blev åbnet i 1986. Der er også tre private universiteter i landet. Mere end 300 studerende rejser til udlandet for stipendier hvert år.
Kultur og religion
Formen af islamisk Ibadisme er landets statsreligion, men omkring en fjerdedel anerkender den sunnimuslimske tendens til islam. Ibadisme, der blandt andet understreger valget af en religiøs leder ved afstemning, er tidligere blevet opfattet af muslimer som næsten ketter., hvilket øgede landets isolering fra andre arabiske lande. Ibadisme er også meget gammeldags og benægter al ikke-islamisk indflydelse. Selvom Oman er et meget moderne land, er der ikke mange vestlige påvirkninger tilladt ind i det. Omanier er imidlertid meget høflige og venlige overfor fremmede, og på grund af ibadisme er der ingen stor forskel i den ydre adfærd mellem rige og fattige; for eksempel er næsten alle mænd klædt i det samme tøj, den Dišdaša-kappe, der klipper landet. På regeringskontorer er det obligatorisk at bære traditionelle kostumer.
Omani Håndværk er af høj standard; Stoffer og sølvtøj er især populære og foretrækker traditionelle mønstre. Den uddannede befolkning er begyndt at praktisere tegning, maleri og fotografering, men ifølge islamiske doktriner undgås stadig fotografering af mennesker.
Ris er en vigtig del af madtraditionen. Dagens hovedmåltid spises til frokost, med ris, der typisk serveres med tomatsaus og fisk eller kød. Indflydelsen fra det indiske køkken er stor. Friske eller tørrede dadler og halva er en vigtig del af kosten samt en ritual demonstration af gæstfrihed.
Staten Oman ejer de vigtigste tv- og radiokanaler. Den første private radio blev lanceret i 2007. Modtagelse af satellitkanaler er tilladt. Over 20 daglige og Iltalehti-udgaver offentliggøres i landet. I henhold til presseforordningen kan de censureres af politiske grunde. I 2010 var der 1,2 millioner internetbrugere i landet. Pornografisk, politisk og religiøst materiale filtreres kraftigt.
Sport
Kamelracing er traditionelt en populær sport i Oman. Ud over dette, f.eks. fodbold, rugby og basketball har vundet popularitet i Oman. Oman har deltaget i OL siden 1984. For første gang var der 16 af dem på holdet, efterfulgt af mindre end ti. De mest almindelige sportsgrene involverer indfødte atleter er skydning og atletik. Den eneste kvinde, der har repræsenteret Oman ved OL, er Buthayna Al-Yaqoubi. Landet har endnu ikke modtaget nogen medaljer.
Omanis nationale fodboldhold har ikke overlevet VM-finalen, men har avanceret to gange til det asiatiske mesterskab (2004 og 2007) og derefter faldet til første runde. I september 2011 blev FIFAs placering nummer 105. Der er 43 fodboldklubber i landet med i alt 8.610 registrerede spillere.
Historik
Tidlige stadier og udenlandske magter
Oman har været hjemsted for sine gamle købmænd og søfarende. Dets tids luksusprodukt, røgelsen, der blev brugt som røgelsesharpiks, blomstrede allerede for omkring fem tusind år siden. Sumererne kilder som Makan omkring tre tusind år siden, forekommer nogle område betyder ifølge forskerne Oman. Det blev knyttet til Persien i omkring 563 f.Kr. og hørte til den indtil 637. I 630’erne begyndte Islam at sprede sig til Oman. I 750 sejlede osmannerne til Kina.
På trods af adskillige borgerkrig mellem stammene regerede sultan Bani Nabhan landet i fem hundrede år. Dens flåde bange Portugal, der ønskede at sikre sin handelsrute til Indien. Portugiserne erobrede kystbyerne Qalhat, Muscat og Sohar i 1507. De besatte kysten, men havde lidt interesse for indre områder. Ottomanerne var stærkt imod hele portugisernes 150-årige styre. I løbet af regeringsperioden for Al Ya’aruba- dynastiet fra 1650 til 1718 blev portugiserne omsider drevet ud af landet.
Britisk protektorat
Muscat og Oman I det 19. århundrede var det røde markerede kystområde en britisk interesse, appelsinen markeret inde i landet af imamen.
Indtil 1970 var landets officielle navn Muscat og Oman. Det regerede engang store områder, herunder Persien og Baluchistan, men dens magt faldt gradvist. I 1798 indgik Sultan af Muscat og det britiske handelsfirma for Østindien en traktat, hvor Storbritannien blev frontkæmper for kysten, mens Wahabiiterne inde i landet fik stor indflydelse. Indlandet blev domineret af imamer, hvis religiøse kontor blev arvelig. Sultanen forblev dog den officielle statsoverhoved. Fra 1856 omfattede Sultanatet også Zanzibar.
I 1891 blev Muscat og Oman et britisk protektorat. I 1954 opstod der konflikter mellem sultanen og imaditterne fra Ibaditerne. Aftalen blev indgået i 1959, da Sultan Sa’id ibn Taimur forenet med bistand fra briterne i 1959.
Under den britiske styre indtil 1971 blev navnet Oman inkluderet i de daværende Forenede Arabiske Emirater, dengang kendt som Trucial Oman.
Uafhængighed
I 1970 landede Sultan Qabus ibn Sa’id Al Sa’id sin ældre far, Sa’id ibn Taimur, til England for eksil i et blodløst, engelsk-støttet kupp. Allerede samme år erklærede landet fuldstændig uafhængighed, og dens navn blev forkortet til Oman. Sultan Qaboos havde siden begyndelsen af hans regering meget forbedret osmannernes forhold. Omanis ‘levealder er steget hurtigt, gratis medicinsk behandling er blevet gjort tilgængelig for alle, skolesystemet er stærkt udviklet – både piger og drenge har obligatorisk skolegang og forretningsudvikling er blevet støttet. Samtidig har landet haft fred med sine naboer.
I januar 2005 blev hundrede islamister arresteret og 31 arresteret for forsøg på kupp. De blev benådet efter seks måneder. I 2007 forårsagede den tropiske orkan Gonu 50 dødsfald og økonomisk ødelæggelse. I februar 2011 spredte de arabiske forårsprotester sig også til Oman. Sultanen lovede flere job og støtte.
Sultan Qaboos døde den 10. januar 2020. Tre dage med sorg og en sorgdag blev erklæret i Oman i 40 dage. Sultan Qaboos blev efterfulgt af sin fætter Haitham bin Tariq Al Said, der havde tjent som Omans kulturminister.
Politik
Landets statsoverhoved og suveræne er min sultan. Fra begyndelsen af 1990’erne byggede Sultan Qaboos et parlamentarisk system på islamisk basis. Der er imidlertid ingen formel beslutningskraft mellem parlamentet eller regeringen – de er rådgivende organer, gennem hvilke befolkningens ønsker og klager rettes til domstolene. For første gang i valget i 2003 var alle voksne Omanier valgbare. Observatører betragtede valget som fair. Det andet valg blev afholdt i 2007. Politiet og soldaterne har ikke stemmeret. Der er ingen politiske partier, men parlamentarikere repræsenterer hver især befolkningen i deres hjemregion.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0