Uno er et fantastisk sjovt kortspil som både børn og voksne kan spille, og perfekt at tage med på ferien. Det kan spilles i toget eller på bagsædet af bilen, på restauranten, ved poolen, på hotelværelset- kort sagt alle steder.
Her får du en gennemgang af Uno reglerne:
Spillets formål
Formålet er at være den første spiller der kommer af med alle sine kort.
I de officelle regler kan man spille med point, og her gælder det om at komme førts til 500 – men det har jeg aldrig prøvet, eller hørt om nogle der har gjort.
Opstart
- Kortene blandes
- Hver spiller får 7 kort
- Resten ligges i en tag-bunke
- Det øverste kort vendes og lægges med billedsiden opad – dette er nu afkastbunken.
Spillets gang
Spilleren til venstre for dealeren starter, og skal nu lægge et kort der enten matcher farven eller tallet på det øverste kort i afkastbunken.
Man kan også spille et specialkort – disse bliver beskrevet længere nede.
Har man flere kort med samme tal må man gerne lægge dem ned samtidig.
I eksemplet her kan spilleren altså enten lægge
- Sin røde 4’er (fordi øverste afkastkort er en 4’er)
- Sin blå 9’er (fordi øverste afkastkort er blåt)
- Sin blå 7’er, efterfulgt at de to øvrige 7’ere i vilkårlig rækkefølge.
Efter spilleren har lagt et kort (eller flere med samme værdi) fortsætter turen til næste spiller.
Hvis man ikke kan lægge.
Hvis man ikke kan lægge et kort må man trække det øverste kort fra tag-bunken. Kan man lægge det ned må man det (men man må ikke lægge et kort fra sin hånd) – kan man ikke går turen videre.
Nogle spiller med at man får 3 forsøg med tag-bunken før turen går videre, så det kan man prøve at spille med hvis man vil.
Specialkort
Ud over de almindelige kort er der en række specialkort man kan spille:
Træk 2 kort
Må kun spilles oven på en tilsvarende farve, eller et andet træk-to-kort.
Den næste spiller skal trække to kort fra tag-bunken og mister sin tur.
OBS: Det står ikke i reglerne, men de fleste spiller med at hvis et +2 kort bliver lagt kan man i stedet for at trække 2 kort selv lægge en +2 og på den måde “sende aben videre” sådan at næste spiller nu skal trække 4 kort (hvis ikke hun selv sidder med en +2’er selvfølgelig)
Skift retning kort
Må kun spilles oven på en tilsvarende farve, eller et andet skift-retning-kort
Skifter retningen i spillet – spillede i før i urets retning spiller i nu mod urets retning og omvendt. Det er ikke din tur igen.
Er I kun to spillere tilbage gælder skift-retning som et spring-over kort, og det er din tur igen.
Spring-over kort
Må kun spilles oven på en tilsvarende farve, eller et andet spring-over-kort.
Springer den næste spiller over (lægger man 2 på samme tid er det de næste 2 spillere osv.)
Vælg-farve kort
Må altid spilles.
Du vælger hvilken farve kortet skal repræsentere, og næste spiller skal så spille den farve.
Træk 4 kort
Det bedste kort i spillet.
Den næste spiller skal trække fire kort, mister sin tur, OG du må vælge hvilken farve den efterfølgende spiller skal spille med.
Der er lidt diskussion om hvornår dette kort egentlig må spilles.
I folkereglerne må man altid spille en +4’er, ligesom med vælg-farve-kortet, og man kan lægge dem oven på hinanden, på samme måde som træk-to-kortet.
I de officielle regler må man kun spille en +4’er når man ikke har et kort på hånden der matcher det øverste kort i afkastbunken (man må gerne have et tal der matcher).
Hvis den spiller der skal trække fire tror man har spillet det ulovligt kan han kræve at få vist din hånd. Har du spillet det ulovligt skal spilleren ikke trække fire kort, og du har mistet dit kort. Har du ikke spillet det ulovligt skal han trække to kort ekstra som straf, altså 6 kort i alt.
Sige “UNO”
Når en spiller lægger sit næst-sidste kort skal personen huske at sige “Uno”, for at vise at man kun har ét kort tilbage.
Glemmer man at sige det, og de andre opdager det inden næste spiller begynder sin tur, skal man trække to kort fra tag-bunken som straf.
Hvis fejlen først bliver opdaget efter næste spiller har begyndt sin tur får man ikke straf-kort.
Man kan også spille med at fejlen kan blive opdaget helt indtil det er ens egen tur igen – så er der større chance for at man bliver straffet for at glemme det.
Spillets afslutning
Når en spiller lægger sit sidste kort er spillet slut. Man kan derefter vælge om man vil spille for 2.pladsen, starte et nyt spil, eller tælle point.
Derhjemme plejer vi at spille for 2.pladsen, dog maks. 5 runder da det ellers nemt kan trække ud langt tid, og det er lidt synd for vinderen.
Point-tælling
I de officielle UNO regler spiller man først til 500, og man får point efter hvor mange kort modstanderne har tilbage på hånden.
Når man tæller point gælder tal-kort for deres pålydende værdi, specialkort med farvet baggrund 20, og specialkort med sort baggrund for 50 point.
Uno strategi
Uno er i høj grad et kortspil hvor man skal være heldig med at få de rigtige kort, men der er alligevel nogle tips du kan bruge til at vinde lidt oftere:
- Læg altid flere kort af gangen når du kan – så kommer du af med dem på færre ture
- Kom af med dine tal-kort først
- Gem nogle +2’ere som forsvar hvis din sidemakker prøver at få dig til at trække kort
- Gem dine spring-over indtil du har nok til at springe alle dine modspillere over (gælder kun hvis I ikke er så mange der spiller)